Pramfart på Gudenåen

Den 1. plan - Trækstien anlægges - En pramtur - Hvad sejlede man med? - Pramdrageren og hans søn  - Klostrene ved Gudenåen

 Helt tilbage fra oldtiden har Gudenåen været en af jyllands hovedveje; Derom vidner de mange bopladser, og på trods af mange fald og forhindringer har det nok været lettere at transportere ting af vandvejen, end gennem et vildnis uden, eller med elendige veje.

 Man har i gamle retsprotokoller fundet vidnesbyrd om pramfart i 1400-tallet. Kong Christoffer af Bayern (1418-48) bekendtgjorde, at "trækkarle havde lov til at slæbe pramme op langs åen med tov". 

I 1548 bestilles 10.000 mursten ved Øm Klosters teglværk, der skal prammes til Randers, når de er færdigbrændt.
I en tid hvor man regnede med mellem 40 og 60 munkesten på et vognlæs, har det nok kunnet betale sig med et par omladninger, fremfor at skulle hele vejen med vogne. 

I Cancelliets Brevbøger finder man i 1550 et brev til jyske lensmænd om oprensning af åen, og året efter om at istandsætte ålegårdene og sikre passage fra Randers til Silkeborg. 

I inventarlisten  fra 1588 for Silkeborg Slot nævnes ud over fiskebåde, 4 pramme. 

I 1776 foretog Landinspektør Wesenberg et nivellemnt for Ritmester Hoff der havde overtaget  Silkeborg, og havde store transportproblemer i det vildsomme terræn.
Han forelagde en plan om at bygge 16 sluser, men det blev anset for alt for kostbart, og disse planer blev skrinlagt.
 

Hoff's søn H.M. Hoff var også Herredsfoged i Tyrsting - Vrads Herred, og stærkt interesseret i at udvikle egnen, og han fik i 1799 gjort regeringen gjort interesseret i at gøre noget ved sagen. Der blev udarbejdet en ny plan som indebar regulering af ålegårdene og en handelsplads ved Silkeborg. Et overslag over omkostningerne var på kun 20.000 rigsdaler, men planen strandede på modstand fra lodsejerne langs åen, ikke mindst fra Ans Kro, der frygtede konkurencen om købmandshandlen, som de havde stort set eneret på. 

 Det blev den næste ejer af Silkeborg Hovedgård, H.P. Ingerslev (1804-1823), der endelig skabte mulighed for gennemgående trafik på Gudenåen.
Han var kommet i klemme af en ny skovforordning, der trådte ikraft omtrent samme tid som han overtog gården; Den forbød ham at hente tømmer i en årrække efter overtagelsen.  

Han søgte så hjælp hos staten - mod et lån på 100.000 rigsdaler tilbød han at gøre åen sejlbar fra Silkeborg til Bjerringbro. Strækningen  derfra og til Randers var blevet anlagt nogle få år før.
Han forpligtede sig til at skabe en sejlrende  med en dybde på en meter og en bredde på 9-10 meter, at anlægge en trækvej langs åen, og fjerne ålegårde og andre forhindringer.
Staten forbød samtidig  anlæg af nye ålegårde og broer, og kom med et kongeligt cirkulære om ekspropriation af jord til trækstien.
Det var i første omgang en meget primitiv sti, og vandforholdene var heller ikke de bedste, men staten accepterede at kontrakten var opfyldt. 
I Starten havde ruten nok mest betydning for transporten af træ og korn. Udviklingen af området gik trægt, hvilket medførte at Ingerslev  ikke kunne betale afdragene på sit lån til Staten, som overtog Silkeborg Hovedgård  ved en tvangsauktion i 1823.  

 Efterhånden blev pramfolkene dygtigere, der anlagt tørvefabrikker og teglværker langs åen, der udviklede sig til egnen hovedtrafikåre for både varer og passagerer. 

Med anlæggelsen af Silkeborg Papirfabrik  og oprettelsen af en handelsplads nåede pramfarten sin storhedstid.
Der var i 1842 oprettet en åbestyrelse der nåede fram til en aftale mellem lodsejerne langs åen, og pramfolkene og opkrævede en afgift af prammene  til vedligehold af ruten.
I 1851-52 opnåede man en bevilling på finansloven til uddybning af åen og anlæggelsen af en ordentlig trækvej.
Man fyldte op og anlagde stenkister over grøfter; byggede broerne højere og gjorde sejlrenden bredere så to pramme kunne passere hinanden. Nogle steder rettede man lidt ud på svingene
Et af de største problemer var de omkring 20 ålegårde på strækningen; De fleste blev fjernet, men andre blev ombygget så de kunne åbnes for prammene. 

Kilder:

G. Nørgaard Jepsen : Gudenåen. 1991

J. C. Hansen: Trækstien og Pramfarten paa Gudenaa.
Fra Viborg Amt 1936 

 

  En pramtur op og ned.
Når en pramskipper skulle have en last fra Randers op af åen til Silkeborg, hyrede han på Bryggen 3-4 lejemænd til at trække prammen op mod strømmen. Betalingen var som regel 3-4 rigsdaler, kaffe 2 steder, fri øl og brændevin. Taksten var ens , uanset hvor lang tid turn tog.
De fik en træksele over brystet og den en skulder, og i hånden en springstok, med en tværgående gren forneden, så de ikke sank i . Så trak de prammen til Bjerring(bro), og her blev de afskediget, og måtte gå tilbage.  

Fra Bjerringbro var strømmen så stærk at man måtte have heste til at trække, men så havde man da dem til hjemtransporten.
Den lange line til hesten kunne ved sving eller forhindringer volde problemer; Derfor havde man på de besværlige steder sat solide pæle med en jernrulle på til at styre trækretningen.

Ned af åen var strømmen den vigtigigste drivkraft, men man måtte også bruge stagerne til at styre, og hvis vinden var imod. Var vinden gunstig var der på mange af prammene mast og sejl.  

Det var slidsomt arbejde; Vandstanden i åen var ikke konstant, og der var sandbanker og sten, og forlis forekom.
Lejesvændene  var nogle hårde negle, og de havde et dårligt ry; der var drikkeri, kortspil og ofte slagsmål på kroerne langs ruten. De var dog i almindelighed godmodige og pålidelige folk, der gerne ville tjene penge, og det lykkedes for en del at nå frem til en for dem relativ velstand. 

Man sejlede med brænde , tørv, landbrugsvarer, mursten - 2 millioner mursten i 1847. Papirfabrikken fik sine maskiner sejlet op, og det færdige papir sendt ned til Randers; efterhånden som produktionen steg, var der heller ikke energi nok i vandkraften, og man fik betydelige mængder kul prammet op.
     Da pramfarten var på sit højeste var der mellem 150 og 200 pramme i drift på Gudenåen, men det begyndte allerede at gå tilbage da jernbanen blev anlagt, først til Bjerringbro i 1864, og til Silkeborg i 1871; Landevejene var også blevet stærkt forbedret i 1850-erne.
 

Kategori: Link til side fra Gudenåcentralen
Gudenåen - Danmarks længste flod Gudenåen er 158 km lang. I hvert fald hvis man regner udløbet gennem Randers fjord med. Den har sit udspring i Tinnet Krat nordvest for Vejle.

Adresse : http://www.gudenaacentralen.dk/gudenaaen.htm
Webarkiv: - Post nr: 616

Kategori: link til www.larsdeleuran.suite. - slægtshistorie
Pramdrageren og hans Søn: - 21 år gammel kom Christen Jensen i Tjeneste hos Herredsfoged Holm, Lysgaard-hirds, førte en halv Snes År dennes Pram og deltog som Herredsfogedens Tillidsmand i Kontrollen med Pramfarten på Gudenåen. Det var Herredsfogden i Lysgård-Hids Herreder H.H. Holm, der fik orden på Pramfartens sager

Adresse : http://www.fredericiahuguenotter.dk/morten.htm 

 Kategori: Link til billede fra Langå Bibliotek
Hoppes bro med Kåg - Med Amtmand Hoppes Bro skabte man trafikal forbindelse mellem de to sider af Gudenåen ved Langå. Men som vandene skiller -så samler de også, og dengang, og i århundreder før, var Gudenåen en vandvej med stor trafik. Gudenåen var forbindelsen mellem det indre af landet og Jyllands østkyst, og på de fladbundede kåge fragtedes mange tons varer -mest massegods som træ og teglsten, korn og andre landbrugsvarer. Jernbanen var blevet en hård konkurrent, allerede i 1905, men Amtmand Hoppes Bro blev bygget så de fleste af kågene ikke behøvede lægge masten ned for at komme igennem

Adresse : http://www.langaabibliotek.dk/Amtmand/bro.htm
Webarkiv:http://www.langaabibliotek.dk/Amtmand/pic/big/08.jpg - Post nr: 564